Pas på: Efterisolering kan give store skader

Posted by on april 26, 2014 in Nyheder | 0 comments

Pas på: Efterisolering kan give store skader

 

Forkert efterisolering af dit hus kan give fugtskader, så du taber penge i stedet for at spare.
Læs, hvordan du undgår fejl, når du efterisolerer fx loft og mur.

Der er normalt mange penge at spare ved at efterisolere, hvis du bor i et ældre hus.
Men hvis du ikke isolerer korrekt, kan det i stedet komme til at koste dig penge. Forkert isolering kan give massive problemer med fugt og svamp.

– Du ændrer utrolig meget på de fugttekniske forhold i et hus, når du efterisolerer.
Det betyder ikke, at du ikke skal gøre det.
Det er bare vigtigt, du får den rette rådgivning omkring det, siger arkitekt Tine Nielsen, redaktør for Bolius’ gratis brevkasse ”Spørg eksperten”.

”Spørg eksperten” får netop mange spørgsmål om efterisolering. Ikke mindst fra folk, der har gjort det forkert og nu vil vide, hvordan de kan redde det.

Håndværkere har ikke altid styr på efterisolering !

Når du efterisolerer et utæt hus, fjerner du den naturlige ventilation, hvis du ikke på en anden måde sørger for, at fugt fra huset bliver ventileret ud.
Så isoleringen skal have en tykkelse, der passer til dit hus, og dampspærren skal være tæt.
Ved de rigtige forhold kan dampspærren dog undlades i nogle tilfælde.

Du kan i princippet godt selv efterisolere.
Og en håndværker – fx en tømrer, der er ved at lægge et nyt tag – kan i princippet også stå for efterisolering samtidig.
Men håndværkere kan lave fejl, hvis de udfører noget, der ikke er deres spidskompetence.

Brug en rådgiver, før du efterisolerer

– Fordi der er stor risiko for fugtskader, hvis det ikke gøres ordentligt, er mit råd altid, at man får en bygningskonstruktør eller ingeniør, som kan se husets tilstand og konstruktioner i en større sammenhæng, til at komme med et bud på, hvilken isolering man skal bruge, hvordan den skal lægges, og hvordan en evt. dampspærre skal placeres og tilsluttes tilstødende bygningsdele.

– For det kan være meget forskelligt fra hus til hus – alt efter hvornår det er bygget, og hvilke materialer det er bygget i, forklarer Tine Nielsen.

Grelle eksempler på forkert isolering !

I nye huse er der flere, der kommer galt afsted med at lave de forkerte konstruktioner, så ventilation og dampspærrer ikke fungerer korrekt.

– Jeg havde en sag, hvor det faktisk var en arkitekt, der havde lavet noget byggeteknisk forkert. Han havde placeret en krydsfinerplade langt ude i konstruktionen og en gasbeton længere inde.

Efterisolér ikke alle steder

I ældre huse oplever Bjørn Bo Klahn mange boligejere, der er så ivrige efter at isolere, at de propper isolering ind alle vegne. Også ved tagfoden i et koldt tagrum.

– Her skal der være ventilationsspalte, så der kan komme luft ind i tagrummet. Men folk er bange for at tabe varme, så pludselig lukker de ventilationsspalten med isolering, og så ender de med skimmelsvamp i hele tagrummet, siger Bjørn Bo Klahn.

Fugt er fjenden !

Det er fugten, som bliver fjenden, når du efterisolerer forkert.

– Ved dårligt isolerede vinduer kan man se vandet, der løber ned af ruden, når den varme luft i rummet møder de kolde overflader.
Det er det samme, der sker ude i konstruktionerne. Hvis rummet afgiver fugtig luft, skal det kunne ventileres bort, siger han.

– I gamle, uisolerede huse rammer den rumfugtige luft en kold flade på oversiden af isoleringen.
Men hvis isoleringen er for tyk, er den kolde overflade inde i isoleringen, og så udvikles der fugt inde midt i.
Så det er utrolig vigtigt, man får rådgivning om, hvordan og hvor meget man efterisolerer, mener han.

Faldgruber ved efterisolering !

Der er mange faldgruber, når du skal efterisolere. Her giver Tine Nielsen og Børn Bo Klahn fra Bolius råd om, hvor du skal være ekstra opmærksom.

Efterisolering af loftet !

Spær ikke for al ventilation, når du efterisolerer på loftet.
Få en ny dampspærre, hvis du isolerer opad, eller brug papirisolering, der kan transportere fugten.
Sørg for ventilation, så overfladen af papirisoleringen kan komme af med fugten.

Bevar ventilationsspalten ved tagfoden – dvs. i etagesamlingen mellem tag og væg.
Mange kommer også efterisolering ind her, hvis de isolerer loftet, og det kan give store fugt- og svampeskader og råd.

Efterisolering af vægge !

Let ydervæg af fx træ og en gipsvæg indvendigt: Brug en dampspærre, hvis du har øger isoleringen.
Få en rådgiver til at vurdere den samlede konstruktion for at få dampspærren placeret rigtigt.

Tung ydervæg af mursten og mur inde i huset af mursten eller beton: Hulmursisolér ved at blæse isolering ind i hulrummet.
Undersøg muren først og find ud af, om muren er egnet til det.
Har de ydre mursten fx været dårlige og har suget vand til sig, har de klaret sig fint så længe, der er kommet varme ud indefra og har fået fugten til at fordampe. Men hvis der kommer en tykt lag isolering i hulmuren, kommer der ikke længere varme ud, og så kan hele muren få frostsprængninger. Sørg derfor for at få rådgivning om den rette mængde isolering og ventilation.

Hvis muren ikke er egnet til hulmursisolering, kan en anden løsning være udvendig isolering.

Efterisolering af krybekælder !

Efterisolér generelt IKKE en krybekælder. Hvis du isolerer en krybekælder, der før har været ventileret, kan der hurtigt komme meget fugt.

Stop heller aldrig for trækket ned til en krybekælder ved at lukke for de huller eller den rist, der fører derned udefra.

Efterisolering indvendigt af kælderydervægge

Efterisolér generelt ikke indvendigt på en kælderydervæg, specielt ældre kælderydervægge, hvor der kan være fugt i, skal du være ekstra forsigtig med.

Hvis du alligevel gør det, er det yderst vigtigt, at det bliver gjort på den helt rigtige måde.

Hvis du fx efterisolerer indvendigt med en påforingsvæg, skal der laves en tæt dampspærre på den varme side af påforingsvæggen, så der ikke kan komme rumluft ind i konstruktionen og kondensere på den gamle kælderydervæg.

Kilde: Bolius

"Uvurderlig hjælp – er ikke den billigste, men garanteret den grundigste !"

— Eva & Bjarne Ditlevsen (Hanherred Byg / Holmsø Huset)

Kontakt - klik her

Byggetilsynet.dk

Vesterballevej 27, 1.th
7000 Fredericia
T : 76 42 02 00

Kontakt : Brug kontaktformularen

Åbningstider:

Mandag-torsdag 8.00 – 16.30
fredag 8.00 – 15.00

CVR : 33 50 25 67


Byggetilsynet