Kun lovkrav kan forhindre overophedede lavenergi-huse.

Posted by on marts 8, 2011 in Nyheder | 0 comments

Kun lovkrav kan forhindre overophedede lavenergi-huse.

 

En række lavenergihuse har problemer med overophedning om sommeren, kulde om vinteren og støj og dårligt indeklima, viser ny rapport. Stil lovkrav til indeklimaet i lavenergihuse, mener forsker bag rapporten.

Om sommeren er der så varmt i stuen, at der ikke er til at være og om vinteren kan klaprer børnene med tænderne på deres værelser, fordi rummene ikke kan varmes op.

Det er nogle af de problemer, som lektor Tine Steen Larsen fra Aalborg Universitets Strategisk Forskningscenter for energineutralt byggeri har registreret i et forskningsprojekt, hvor hun har fulgt en række familier, der bor i lavenergihuse.

»Problematikken med overophedning er velkendt fra tidligere, men problemet bliver tydeligere i lavenergibyggeriet, fordi boligen meget hurtigt bliver varm,« siger hun i en pressemeddelelse.

Tine Steen Larsen har fulgt de familier, der flyttede ind i otte af de ti passivhuse, der blev opført i det såkaldte Komforthus-projekt.
Det er langt fra alle lavenergihuse, der giver beboerne hedeture, men i en del husene er der problemer.

Overophedning, kulde og støj:

I rapporten lister hun en række eksempler på indeklimaproblemer op:

Overophedning: Sydvendte vinduespartier uden ordentlig solafskærmning giver overophedning af huset.
God isolering og manglende udluftning forstærker problemet.

For koldt: Underdimensionerede varmeanlæg giver problemer, når det er meget koldt udenfor (-12 grader og derunder) og beboerne vil have en rumtemperatur over 20.

Støj: Den øgede lufttæthed og isolering virker lydisolerende, så lyde fra husets installation opleves mere generende.

Desuden overholder en del huse ikke det beregnede energiforbrug.

Bør være krav om dokumentation af indeklima:

I dag stilles der ikke krav om dokumentation af indeklimaet i boliger, men det skal der fremover, mener Tine Steen Larsen.

»Vores anbefaling lægger op til, at indeklimaet i fremtidens lavenergibyggeri bliver vægtet på lige fod med energiforbruget, da der i dag ikke er noget krav til dokumentation af indeklimaet i boliger. Det bliver der forhåbentligt fremover.«

Mange lavenergihus-producenter har skudt skylden på brugerne, når de skal forklare problemerne med indeklima og energiforbrug. Og beboerne spiller en meget stor rolle, ifølge Tine Steen Larsen.

Rapporten dokumenterer, at der er en faktor 3-4 imellem energiforbruget for forskellige familier, der bor i de samme typer huse. Men det er bare ikke nogen undskyldning.

Bør ændret adfærd være forudsætning?

»Det bør diskuteres, om det skal være nødvendigt med en ændret adfærd for at bo i et lavenergihus. Beboere uden en ”energivenlig” adfærd skal også kunne bo i lavenergihuse, uden at det føles som en begrænsning i deres adfærd. Der bør derfor aldrig indskrænkes i beboernes personlige komfort. Hvis det bliver nødvendigt, vil lavenergikonceptet ikke kunne opnå succes.«

Hendes rapport vil nu blive brugt til at stille krav til den såkaldte Lavenergiklasse 2020 – en frivillig lavenergiklasse, der efter planen skal introduceres senere i år, som er under udarbejdelse for tiden.

Derudover indeholder rapporten også råd og vejledninger om, hvordan husproducenter, rådgivere og entreprenører kan undgå mange af problemerne.

Kilde: Ingeniøren

"Det bedste vi har gjort ifbm. byggeprojektet. "

— Trine & Morten (Afleveringsforretning og 1-års gennemgang, Stavtrup)

Kontakt - klik her

Byggetilsynet.dk

Vesterballevej 27, 1.th
7000 Fredericia
T : 76 42 02 00

Kontakt : Brug kontaktformularen

Åbningstider:

Mandag-torsdag 8.00 – 16.30
fredag 8.00 – 15.00

CVR : 33 50 25 67


Byggetilsynet