Solcelleejere bliver straffet på pengepungen

Posted by on November 26, 2014 in Nyheder | Comments Off on Solcelleejere bliver straffet på pengepungen

 

Solcelleejere bliver straffet på pengepungen med skjult regelændring.

 

En ny regelændring kan koste husejere med solceller 100.000 kroner på salgsprisen, fordi de risikerer ikke længere at få samme lave energimærke som tidligere.

 

Husejere med solceller risikerer, at deres hus i dag får et ringere energimærke, end det ville have fået før 8. marts i år. I al ubemærkethed er reglerne omkring energimærkning af huse nemlig ændret via en ny bekendtgørelse.

Det betyder, at et solcelleanlæg nu kun forbedrer husets energitilstand på den del af elforbruget, der går til husets drift. Tidligere var det hele elproduktionen fra solcellerne, der kunne modregnes.

Samtidig er det så ovenikøbet kun en del af elforbruget til bygningsdriften, der kan kompenseres for – beregnet efter, hvor meget af elforbruget der forekommer, mens solen skinner.

Ifølge energivejleder Anette Klidsbjerg fra Energitjenesten vil forandringen i værste fald kunne betyde, at et hus går et trin eller to ned i energimærke på grund af denne ændring, hvilket ifølge Statens Byggeforskning kan koste ca. 100.000 i salgsprisen.

»Ingen har gjort opmærksom på denne ændring, så derfor kommer det bag på husejerne, at de – uden at have foretaget sig noget – pludselig må leve med et D-mærke i stedet for et C-mærke,« siger hun og henviser til kontakter med boligejere og andre energirådgivere omkring spørgsmålet.

Ifølge energivejlederen kunne et hus med solceller tidligere godskrive 10.000 kWh på energimærket fra det totale elforbrug i huset. I dag kan et hus med solceller og fjernvarme – hvor elforbruget blot kommer fra én til to cirkulationspumper – trække i størrelsesordenen 200-250 kWh fra på mærket.

»Det kan være fornuftigt nok at ændre mærkningsreglerne, så det kun er husets elforbrug, som solcellerne kan kompensere for. Men det er ikke i orden, at myndighederne ikke fortæller forbrugerne om det,« siger Anette Klidsbjerg fra Energitjenesten.

Dækkede over dårlig isolering.

Ændringen er sket via en bekendtgørelse,  der trådte i kraft den 8. marts 2014.

Ifølge Energistyrelsen er den alene ændret, fordi man ønsker overensstemmelse mellem reglerne for energimærkning af huse og bygningsreglementets regler for beregning af energirammer på nye huse og større ombygninger.

»Både ændringen af bekendtgørelsen og ændringen af bygningsreglementet har, som alle ændringer i bygningsreglementet, været i høring i branchen«, forklarer kontorchef Henrik Andersen.

Ændringen i selve bygningsreglementet blev gennemført ved årsskiftet 2012-13, og formålet med den er ifølge Energistyrelsen at sikre mod for fordelagtige indregninger af vedvarende energi i energirammen.

For eksempel kunne elproduktion fra solceller kompensere for manglende isolering eller uhensigtsmæssige designvalg.

Det er lovpligtigt at få lavet et nyt energimærke i forbindelse med salg og udlejning af huse. Cirka hvert 7. år skal et energimærke på et hus eller en lejlighed fornys under alle omstændigheder.

 

Kilde: ing.dk

"Enorm støtte i byggeforløbet !"

— Bjarne & Pernille (Beneé-hus, Skødstrup)

Kontakt - klik her

Byggetilsynet.dk

Bytorvet 3, 1.sal
8541 Skødstrup
T : 76 42 02 00

Kontakt : Brug kontaktformularen

Åbningstider:

Mandag-torsdag 8.00 – 16.30
fredag 8.00 – 15.00

CVR : 33 50 25 67