Forkert valg af byggematerialer giver skimmelsvamp.

Posted by on December 4, 2014 in Nyheder | 0 comments

Forkert valg af byggematerialer giver skimmelsvamp.

 

Skimmelsvamp skyldes ofte forkerte valg af byggematerialer. Det understreges i en analyse fra Jysk Analyse, hvor godt 100 danske arkitekter og entreprenører svarer, at fugtproblemer forårsaget af materialevalg er et voksende problem.

Skimmelsvamp forårsages af fugtophobning i boligens vægge, gulve og lofter.

Så kort kan det siges, og fugtophobning kommer som regel fra facaden eller taget, som på den ene eller anden måde er utæt. Det danske vejr bliver i disse år mere og mere ekstremt, og herved stilles stigende krav til de materialer, der er anvendt for netop at sikre mod vejrliget. Og det er her, at flere danske byggerier fejler. Det skriver Cembrit i en pressemeddelelse.

Valget af byggematerialer er nemlig en af hovedsynderne bag de udbredte problemer med råd og svamp i såvel ældre som nyopførte bygninger. Det er konklusionen i en undersøgelse af fugtproblemer i byggeriet, som Jysk Analyse har foretaget for den danske byggematerialeproducent Cembrit. Her er flere end 100 arkitekter og entreprenører fra hele landet blevet spurgt om deres erfaringer med fugtproblemer.

I undersøgelsen svarer godt halvdelen af de adspurgte, at de har oplevet problemer med råd og svamp, som har været forårsaget af materialevalget.

Og blandt entreprenørerne svarer hver tredje, at de ofte oplever materialevalget som årsag til problemer med råd og svamp.

Administrerende direktør i Cembrit, Mogens Fisker, ser undersøgelsesresultatet som et udtryk for, at netop materialevalg er et underbelyst og underprioriteret tema i forhold til den præventive indsats for at begrænse fugtskader.

– Undersøgelsen bekræfter os i, at vi kan nå rigtig langt i bekæmpelsen af fugtproblemer, hvis vi bliver mere opmærksomme på de tekniske kvaliteter, der knytter sig til de enkelte byggematerialer, siger han.

– Der er stor forskel på, hvor modstandsdygtige byggematerialer er over for fugt, og derfor er det utrolig vigtigt at matche det enkelte byggemateriales modstandskraft til den fugtpåvirkning, som materialet forventes at blive udsat for, uddyber han.

Ekspert ikke overrasket

Seniorforsker Eva Møller fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) på Aalborg Universitet i København beskæftiger sig med fugt i byggeriet. Hun kender ikke undersøgelsen i detaljer, men hun er ikke overrasket over hovedkonklusionen.

– Netop materialevalget er meget vigtigt, når man vurderer, hvor stor risikoen er for, at der opstår fugtproblemer under opførelsen af en bygning, siger Eva Møller.

Hun har bl.a. været med til at skrive “Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet”, hvor man for nybyggede huse opererer med forskellige fugtrisikoklasser. Klassen for et hus fastsættes ud fra en kombination af, hvilke fugtpåvirkninger byggeriet udsættes for under opførslen, materialernes evne til at opsuge og afgive fugt samt modtagelighed for skimmelsvampevækst. For alle disse forhold er materialevalget en meget væsentlig parameter.

Organisk VS. uorganisk

Ifølge Mogens Fisker er der behov for en konsekvent sondring imellem organiske og uorganiske materialer, når der skal vælges materialer:

– Det er nu en gang sådan, at råd og svamp har lettere ved at etablere sig på organiske byggematerialer, og derfor opnår du også en effektiv, præventiv effekt, hvis du anvender uorganiske materialer. Og det er naturligvis særligt relevant de steder, hvor sandsynligheden for fugtpåvirkning er stor, forklarer Mogens Fisker.

Han siger supplerende, at valg af vindspærre kan være helt afgørende for en bygnings modstandsdygtighed over for fugt. Den yderste facade i byggerier med lette facader er ofte ikke designet til at holde al vind og vejr ude, og derfor monteres ofte en vindspærre som ekstra sikkerhed:

– Og her er det selvsagt helt afgørende, at vindspærren så faktisk kan modstå fugt – også hvis den for en periode skulle sidde monteret men stadig uafdækket. Det kan lyde banalt, men vi ser mange eksempler på, at det ikke er tilfældet. Derfor: Hvis vi for alvor skal komme fugtproblemerne i byggeriet til livs, så kræver det et konstant fokus på korrekt materialevalg, lyder det afsluttende fra Mogens Fisker.

"God og tryg oplevelse, faglig ekspertise og god dialog !"

— Kristian Juhl Nielsen ( Huscompagniet,Amager )

Kontakt - klik her

Byggetilsynet.dk

Bytorvet 3, 1.sal
8541 Skødstrup
T : 76 42 02 00

Kontakt : Brug kontaktformularen

Åbningstider:

Mandag-torsdag 8.00 – 16.30
fredag 8.00 – 15.00

CVR : 33 50 25 67